Gå til hovedindholdet
MENU
Aula_close Layer 1

Om os

Om os:

Velkommen til Børnehuset Bjergby. Vi er beliggende lidt midt i Bjergby, 6 km Nordøst for Hjørring. Vi er et børnehus med både børnehave og vuggestue under ét tag. Vi er rigtigt glade for at vi har både vuggestue og børnehave, da det giver en stor aldersspredning i børnegruppen, hvor store og små børn lærer forskellige ting af hinanden. Vi værdsætter, at være et åbent hus, hvor børn og voksne kommer til at lære alle de øvrige børn og voksne fra de øvrige stuer at kende. Vores erfaring er, at det giver tryghed for børnene, og er med til at skabe tillid mellem alle børn og voksne.

Børnehuset har 4 ”verdenshjørner” og i hvert hjørne bor en børnegruppe med egen garderobe og indgang, 1 vuggestuegruppe og 3 børnehavegrupper.

  • Vuggestuen.
  • Grøn stue som er de ældste børn( ”førskolebørn”)
  • Gul stue som er yngste- og mellembørn.
  • Rød stue som er yngste-og mellembørn.

Hver stue har en ekstra lille legerum tilknyttet som bruges forskelligt i perioder, som dukkekrog, bilrum, byggerum, motorikbaner med videre. Husets hjerte er et stort fællesrum med forskellige legestationer og borde/stole samt plads til udfoldelse generelt. Ved siden af fællesrummet har vi et industrikøkken da vi er tilmeldt den kommunale frokostordning via forældrevalg hvert andet år. Desuden har vi to forskellige kreative rum/værksteder hvor det ene mest er hobby aktiviteter og det andet mest til natur og eksperimenter. Vi har et stort rum som vi kalder Multirummet der kan bruges til mange spændende ting, som samling, gymnastik, motorik og bevægelse, musik, teater og meget andet.

 

Vi vægter:

At i  vores hus er alle børn som voksne en meget vigtig del af fællesskabet- ingen kan alt, men alle kan noget. Vi lærer og øver os sammen, og i samværet med hinanden udvikler vi os. Børn, medarbejdere og forældre er helt afhængige af hinanden, for at vi alle lykkes bedst muligt og for at børnene kan trives og føle sig mødt og respekteret. På den måde opbygges psykisk robusthed og selvværdsfølelse hos børnene.

Vi arbejder ud fra den styrkede læreplan, og tager udgangspunkt i børnenes tanker og ideer og behov. Vi prioriterer legen højt, da vi mener at legen har stor værdi i sig selv. Legen kan være initieret af børnene og følges op af voksne eller det kan være voksne som inviterer til leg inde som ude. I legen foregår der rigtigt mange lærende aktiviteter som sprog, bevægelse og sociale spilleregler, som er grundlaget for vores kerneopgave: Børns trivsel, udvikling, læring og dannelse. Læreplansevalueringen for alle børnehuse bliver lagt på hjemmesiden til april 2021.

Vi øver meget selv-hjulpenhed hos børn i alle aldre ud fra deres udviklingsniveau- vi arbejder med i samarbejde med forældrene hele tiden at stille alderssvarende krav til børnene, så de lærer i deres nærmeste udviklingszone.

Udeliv: er også noget vi prioriterer højt, og som er meget værdifuldt for os. Børnehaven har en dejlig legeplads med mange forskellige legeredskaber og legehuse samt cykler, mooncars og andre køretøjer. Vuggestuen har sin egen legeplads der er adskilt fra børnehavens. Vi har et forældreprojekt i gang på børnehavens legeplads, hvor der er ved at blive bygget læhegn og overdækkede områder, så vi i højere grad kan være ude med aktiviteter uanset vejr og vind. Rundt om  og lige uden for døren til børnehuset ligger den smukkeste og herligste natur med skove, sø, bakker og stier som vi nyder at boltre os i. Vi har to ladcykler som vi er blevet foræret af forældrerådet og som primært bliver brugt af vuggestuen til at køre ud på tur med.

Vi er i gang at får indhegnet nabogrunden til børnehuset, som i det kommende år skal forvandles til en blanding af vild natur med blomster, planter og insekthoteller bla. Der skal være cyklebaner, bakker og arealer til sandleg og en del af grunden skal skilles fra til ekstra legeplads til vuggestuen med gynge, sandkasse med mere.

 

Nærmiljø og samarbejdspartnere:

Vores nærmeste samarbejdspartner er Bjergby-Mygdal skole, som også er vores nabo. Vi har gamle traditioner for at gå på besøg hos hinanden og bliver også ind i mellem inviteret til at se teaterforestillinger og lignende på skolen.

Skoleleder og faglig leder fra Børnehuset har tæt kontakt med hinanden, og har dermed mulighed for at støtte op om familier der har børn både i skole og børnehuset.

Bjergby har et meget aktivt fritids- og foreningsliv, og mange af vores børn og forældre deltager i såvel idrætsforeningens mange aktiviteter som i andre netværk.

Vi går ofte ture til Peterspladsen, som er en spændende lokal ”kunstudstilling” og som børnene er glade for.

Byens forretningsdrivende støtter ofte forældrerådets arrangementer med sponsorater eller andet til gavn for Børnehuset fx i forbindelse med busture, ladcykler eller forestillinger af forskellig art.

Vi har i Bjergby et netværk af pensionerede mænd og kvinder, som hjælper os med alle mulige praktiske gøremål gennem året. Det kan være maling af legehuse, reparation af legeredskaber, bagning af fastelavnsboller, hjælp til hylder og skabe, græsslåning, indkøb og opstilling af juletræ med mere. De hedder ” De grå mænd” og koner 😊.

Den sundhedsplejerske som for tiden betjener Bjergby-Mygdal området hedder Henriette Brandt, og vi finder det meget hjælpsomt dels at søge sparring som fagpersoner om nogle generelle problemstillinger, men ligeledes anbefaler vi også forældre at tage kontakt og gerne gennem os, hvis de har brug for den slags hjælp og støtte som sundhedsplejersken kan give.

 

Brobygning:

Vi kører brobygningsforløb helt fra august måned når ældstebørnene starter på grøn stue, hvor vi bla besøger de ”gamle” ældstebørn i deres børnehaveklasse og de besøger børnehaven. Derefter er der mange forskellige brobygningsaktiviteter i løbet af de kommende måneder, og i april/maj plejer vi at have en brobygningsuge sammen med børnehaveklassen omkring et emne.  

 

Hverdagen: 

Vuggestuen: 

Mellem 6.30-8.30 afleveres børnene til egen stue. 

Kl. 8.30 spiser vi medbragt formiddagsmad. 

Kl. 9.30 starter vi dagens aktiviteter. 

Kl. 11.15 spiser vi frokost  

Fra kl.14.15 ca. Spiser vi medbragt eftermiddagsmad.  

Børnehaven: 

Kl. 8.30 spiser vi medbragt formiddagsmad. 

Kl. 9.30 starter dagens aktiviteter. 

Kl. 11.15-11.30 spiser vi frokost- børnehaven er omfattet af den kommunale frokostordning. 

Fra kl. 14.15 ca. spiser vi medbragt eftermiddagsmad. 

 

Praktiske oplysninger: 

Det er vigtigt, at I som forældre siger god morgen til en voksen sammen med jeres barn, når I kommer og ligeledes siger farvel, når I går. 

Skiftetøj: 

Vi forventer, at der er altid, er skiftetøj i garderoben der passer til årstiden samt at sko, støvler og overtøj også passer til årstiden. Da vi er ude en meget stor del af dagen, er det vigtigt at der masser af varmt udetøj til at skifte med, der sker uheld og det regner også en del i Danmark 😊

Det er en god ide at skrive navn i tøj, sko og andre ejendele. 

Legetøj: 

Vi ønsker ikke at børnene medbringer legetøj hjemmefra - selvfølgelig er sut, nulleklud og bamse i orden. De vil primært ligge i garderoben. 

 

Fødselsdag: 

Vi vil rigtig gerne fejre fødselsdag med jeres barn enten på dagen, hvis barnet ikke holder fri, eller ved førstkommende lejlighed. Det foregår ved, at vi sætter flag ud til barnets plads i garderoben, og vi sætter flag på bordet. Vi synger fødselsdagssang og i børnehaven får barnet nogle fine tegninger som kammeraterne har tegnet. Normalt bager vi boller sammen med barnet plus en eller to kammerater, men for tiden køber vi bollerne. De serveres med smør og med fødselsdagsservietter i krusene.

 

Traditioner:

Vi er rigtigt glad for traditioner og dem vi bla holder eller fejrer er: Fastelavn hvor vi slår katten af tønden og spiser fastelavnsboller, til påske laver vi påskepynt og leder efter påskehønen som måske har lagt et lille æg til os, i forsommeren holder vi en bedsteforældreformiddag hvor vi hygger med rundstykker og kaffe og hvor bedsteforældrene laver små aktiviteter med deres barnebarn inde som ude, måske bager pandekager over bål hvis vejret tillader det.

Vi holder spis-sammen aftener i børnehuset stuevis for alle familierne- det synes både børn og voksne er meget hyggeligt.

I november/december holder vi julesamling hver fredag rundtom juletræet, hvor stuerne skiftes til at stå for hvilke sange vi skal synge, vi holder en børnejulefrokost og to-tre gange i december spiser vi risengrød til frokost.

Vi plejer at gå op i kirken til lidt julehygge en formiddag, men det sker også at præsten kommer i børnehuset for at fortælle historier før jul.

 

Sygdom:  

Vi modtager ikke syge børn, og hvis barnet bliver syg her i institutionen, kontakter vi Jer. Se evt. www.sundsstyrelsen.dk 

Barnet skal kunne klare at deltage i dagens aktiviteter såvel ude som inde. Syge børn har brug for at være i trygge, vante omgivelser. 

Husk at give besked hvis Jeres barn er syg eller holder fri. 

Sommer:  

Vi vil gerne, at I smører Jeres barn ind i solcreme hjemmefra, så skal vi gøre det over middag på de varme solskinsdage. 

 

Mad og måltider: 

Vi har ikke tilbudt morgenmad til børnene siden Coronaperioden start og gør det heller ikke indtil videre. Børnene er velkomne til at have noget morgenmad med som fx en bolle, yoghurt eller lignende 

Både vuggestuen og børnehaven er omfattet af den kommunale frokostordning. 

Der serveres vand til alle måltider. 

Ved fødselsdage bager vi boller sammen med barnet og spiser dem med smør til formiddagsmad på stuen - der kommer flag i bollerne og flagservietter i krusene.

 

Forældreråd:

Børnehuset har gennem flere år trods udskiftning af medlemmer haft et særdeles engageret og aktivt forældreråd, som hvert år arrangerer fx hoppedag i hallen, sommerfest på børnehuset legeplads for alle familierne og julefrokost for forældrene. Forældrerådet har bla samlet sponsorater ind til at købe to flotte ladcykler til os og givet os penge til hjælp til busudflugter.

 

Følg os på facebook : https://www.facebook.com/Børnehuset-Bjergby/